Som hovedentreprenør stod vi for etablering af byggeplads, klargøring og nedtagning, inden selve renoveringen kunne gå i gang.
Her er et overblik over de udførte fagopgaver:
KASA Gruppens elektrikere har udført en komplet ny elinstallation i hele bygningen og etableret moderne belysning, der passer til husets karakter. Derudover har vi installeret løsninger til alarm, videoovervågning og lydanlæg. El-arbejdet omfattede også tilslutning af sauna, isbade og den flotte LED-specialbelysning i saunaområdet.
Mureropgaven bestod i udbedring af sætningsskader og pudsreparationer både indvendigt og udvendigt på Møllehuset. Facaderne er blevet kalket med jernvitriol for at bevare det autentiske udtryk. Desuden opbygning af undergulve klar til gulvstøbning, ændring af dørhuller og vægplaceringer, montering af skamolplader på alle ydervægge samt flisearbejder på gulve og vægge i hovedhuset.
Flisearbejde på gulve og vægge i hovedhuset
KASA Gruppens tømrere har monteret nye indvendige døre og udskiftet facadeelementer med nye vinduer og udvendige døre med tilhørende indvendige lysninger. Derudover har vi opført sauna, omklædningsrum og teknikrum i de runde saunabygninger. Arbejdet omfattede også udvendig beklædning med rafter, indvendig beklædning og montering af saunabænke samt etablering af en ny tagkonstruktion, der er klargjort til sedumtag.
Vores malere har spartlet og malet vægge samt træværk indvendigt, så bygningen fremstår lys og indbydende.
Når man arbejder med ældre og bevaringsværdige bygninger som Møllehuset, stiller det særlige krav til materialevalg og metode. For at sikre det bedste resultat har vi undersøgt murenes opbygning og tilstand, så vi kunne vælge produkter, der er kompatible med de oprindelige konstruktioner. Det reducerer risikoen for afskalning, fugtophobning og andre skader og sikrer en renovering, der respekterer bygningens historie og konstruktion.